Øget frisættelse i den offentlige sektor er et mål både på landsplan og i Aarhus Kommune, herunder også i Børn og Unge. Ambitionen er at mindske bureaukrati, dokumentationskrav og central målstyring, så opgaver kan løses mere fleksibelt lokalt og dermed sikre velfærd af høj kvalitet tilpasset de lokale behov.
For at afprøve denne ambition i praksis foreslår Børn og Unge, at op til fem dagtilbud og fem folkeskoler deltager i en prøvehandling over fire år med opstart i 2027. Prøvehandlingen skal afdække muligheder og effekter af at give kommunale institutioner større handlefrihed fra eksisterende reguleringer.
Forslaget har været på dagsorden til møde i Magistraten og indstilles nu til byrådets behandling onsdag den 22. april. Bliver forslaget godkendt, kan interesserede dagtilbud og skoler anmode om at deltage, forudsat der er opbakning fra både den lokale bestyrelse og medarbejdere.
Deltagerne får mulighed for at udfordre nuværende praksis og afprøve frisættelse fra regler, retningslinjer, lovgivning (om nødvendigt med dispensation), systemer, styringsmekanismer og registreringer. Frisættelsen kan ske lokalt, på Børn og Unge-niveau, kommunalt eller nationalt niveau. Det forventes, at beslutningen om, hvordan frisættelsen skal gennemføres, sker i tæt dialog med de enkelte dagtilbud eller skoler, og kan for eksempel omfatte arbejdstid, nye teknologier, ansættelsesregler, planlægning, arbejdsformer og indkøb.
I løbet af forsøgets fire år vil der være løbende sparring mellem de deltagende institutioner. Der afsættes en økonomisk ramme på 1,5 mio. kr. om året til central understøttelse og decentral udvikling, finansieret inden for Børn og Unges nuværende budget.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, tlf. 2751 7961.