Autohuset Vestergaard i Aarhus kæmper for hjertet og vil redde liv. Derfor tilbyder autohuset nu et gratis kursus i hjertelungeredning den 11. september og opsætter hjertestarter i forretningen.
I dag overlever tre en halv gange så mange danskere et pludseligt hjertestop udenfor hospital som for godt tyve år siden. Det skyldes blandt andet, at flere træder til, når uheldet er ude, har fået viden om hjertelungeredning, og at der er kommet flere hjertestartere samt en hjerteløber-ordning. Men hos Autohuset Vestergaard i Aarhus vil man gerne lægge sig i selen for at sikre, at endnu flere overlever.
– Vi vil gerne bidrage til, at endnu flere får den nødvendige viden til at kunne hjælpe med at redde liv ved et hjertestop og med både hjertestarterne og personale, der nu også får tilbudt Hjerteforeningens Hjerteredderkursus, skaber vi tryghed i vores butikker og lokalsamfund. Som en del af autobranchen mener vi også, at vi kan spille en vigtig rolle i at hjælpe de generationer, der ikke havde obligatorisk førstehjælp på programmet i forbindelse med deres kørekort - eller de, der kunne trænge til en brush-up i hjertelungeredning, siger Jesper Søgård, der er CMO i Autohuset Vestergaard, hvor kurserne tilbydes i samarbejde med Hjerteforeningen og Tryg.
Færdselsrelateret førstehjælp blev obligatorisk ved førstegangserhvervelse af et almindeligt kørekort i oktober 2006 og har bidraget til, at særligt de yngre generationer er bedre rustet til at håndtere et hjertestop.
Deltag i gratis kursus i Aarhus
Det gratis introduktionskursus til hjertelungeredning foregår mandag den 11. september klokken 18.00-20.00 hos Autohuset Vestergaard på Vesterløkken 2 i Aabyhøj.
Ved arrangementet vil der være forplejning i form af sandwich og sodavand.
Tilmelding foregår via Autohuset Vestergaard Aarhus – www.autohuset-vestergaard.dk/hjerteuger-aarhus/
Kurset udbydes i samarbejde med Hjerteforeningen og Tryg.