Falsk “bankmand“ på spil igen tæt på dig

Profilbillede
dato

Torsdag eftermiddag fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 72-årig kvinde fra Højbjerg, der var blevet forsøgt udsat for svindel. Kvinden var onsdag eftermiddag kl. ca. 16.00 blevet ringet op af en mand der fortalte hende, at han ringede fra Danske Bank, og at nogen havde forsøgt at hæve penge på hendes kort. 

Manden forsøgte at få kvinden til at give ham sine kortoplysninger, hvilket hun afviste. Herefter tilbød manden at sende et postbud forbi kvindens adresse, med henblik på at hente hendes kort og få dem spærret. Kvinden afviste hans tilbud, men manden bad hende blive i røret, indtil postbuddet var fremme.

Få minutter senere efter mødte en mand op på kvindens adresse for at afhente hendes dankort, men kvinden udleverede hverken kort eller andre personlige oplysninger til manden, og hun bad ham i stedet gå fra stedet, hvilket han gjorde. 

Gode råd fra politiet
Østjyllands Politi har tidligere haft sager, hvor fremgangsmåden har været den samme som i ovenstående tilfælde. Politiet opfordrer derfor til, at man er ekstra opmærksom, hvis man bliver ringet op af nogen, der oplyser, at de ringer fra banken. 

Er man i tvivl om, hvorvidt der er banken, der ringer, så lav et kontrolopkald ved at bede vedkommende om at oplyse sit navn og evt. den afdeling, han er ansat i. Læg på og ring så selv op til din banks hovednummer og spørg efter vedkommende – på denne måde kan man få afklaret, om vedkommende vitterligt er ansat i banken. Derudover advarer politiet imod, at man udleverer sine kreditkort eller andre personlige oplysninger til fremmede. 

Svindlerne går ofte målrettet efter ældre personer, hvorfor politiet også opfordrer børn eller børnebørn til at tage en snak med deres ældre familiemedlemmer og advare dem om denne fremgangsmåde samt vejlede i, hvordan man kan undgå at blive snydt.

Kilde: Østjyllands Politi