Med salget af portbygningen tager en af områdets mest markante bygninger endnu et skridt fra hospital til bykvarter, hvor historiske rammer skal spille sammen med nye fællesskaber. Omdannelsen af den bevaringsværdige bygning indgår som et centralt eksempel på ambitionen om at lade områdets historiske arkitektur berige det nye kvarters identitet, fællesskab og dagligliv.
Portbygningen er solgt til Naboland ApS, som har planer om at omdanne bygningen til et moderne kontorfællesskab for organisationer, foreninger og virksomheder. Stueetagen kommer til at rumme en fælles café eller kantine. Ud mod Axel Høeg-Hansens Plads etableres desuden et værksted, der byder på faciliteter til blandt andet træ- og keramikarbejde.
Bag virksomheden NA-BO står Thomas Degn Friis og Levi Dørken, som gennem Naboland ApS har vundet udbuddet om portbygningen. Projektet lægger vægt på at skabe liv i bygningen og invitere både brugere og besøgende indenfor gennem aktivitetsmuligheder hele dagen.
Bygningen er en af de bedst bevarede hospitalsbygninger på området og blev oprindeligt tegnet af arkitekt Axel Høeg-Hansen i 1935. Derfor er projektet udformet i respekt for principperne om bevaring og restaurering af Amtssygehusets særlige kvaliteter, både udvendigt og indvendigt. Ambitionen er, at historien skal kunne mærkes og at den arkitektoniske karakter bevares, samtidig med at nye funktioner tilføres til glæde for kvarteret.
Fakta om projektet:
- Portbygningen er en del af det oprindelige Amtssygehus fra 1935, tegnet af Axel Høeg-Hansen.
- Bygningen er registreret som bevaringsværdig i klasse 2.
- Portbygningen har omkring 3.100 etagemeter fordelt på fire etager og kælder.
- Køber vil etablere et kontorfællesskab for organisationer, foreninger og virksomheder.
- Stueetagen skal rumme en café/kantine og et værksted blandt andet til træ- og keramikarbejde.
- Projektet fokuserer på bevaring og restaurering af bygningens eksisterende kvaliteter.
- Salget er betinget af udstykning af ejendommen og byggetilladelse til projektet.
- Køber skal færdiggøre projektet senest 24 måneder efter opnået byggetilladelse.
Visualisering: Tegnestuen Arken