Tirsdag fik Østjyllands Politi hele 10 anmeldelser fra ældre borgere i Aarhus og omegn, der var blevet kontaktet af svindlere, der udgav sig for at være fra banken.
I et enkelt tilfælde lykkedes det mændene at snyde en borger, en 84-årig kvinde. I de ni andre tilfælde lurede de ældre tricket, lagde røret på og fik stoppet bedrageriet i tide.
Gerningsmændene benyttede sig af samme fremgangsmåde i alle sager.
De ældre bliver telefonisk kontaktet af en mand, der siger, at han er fra deres bank, og at nogen har hævet et stort beløb på deres konto. For at hjælpe skal manden bruge diverse bankoplysninger og koder, og så sender han en ”bankmedarbejder” til adressen for at hente dankortet, så banken kan spærre det og sende et nyt.
I tilfældet med den 84-årige kvinde lykkedes det desværre gerningsmændene at overbevise hende om, at de var fra banken, og hun udleverede dankortet til den person, der mødte op på adressen.
Kort efter var der hævet en del tusinde kroner fra hendes konto.