Tre ældre kvinder udsat for banktrick

Foto: Colourbox.
Profilbillede
dato

Østjyllands Politi har i løbet af torsdag modtaget tre anmeldelser fra ældre kvinder, der alle har været udsat for den samme form for bedrageri. De tre kvinder er 91, 83 og 77 år gamle og bor i henholdsvis Risskov, Åbyhøj og Brabrand. 

Den 91-årige kvinde fra Risskov blev onsdag ved 13-tiden ringet op af en mand, der oplyste, at han ringede fra banken for at orientere hende om, at hun skulle have skiftet sit kort. Lidt senere kom der en mand hjem til hende for at hente hendes kort. Hun henvendte sig efterfølgende til sin nabo, der hjalp hende med at få kortet spærret. Der var umiddelbart ikke nået at blive hævet penge på hendes konto.

Torsdag kl. 15.30 blev den 83-årige kvinde fra Åbyhøj udsat for stort set samme svindelnummer. Hun blev også ringet op af en mand, der oplyste, han ringede fra banken. Han forklarede hende, at der var blevet hævet et større beløb på hendes konto, og at de ville sende en medarbejder ud til hende for at hente hendes kort, så hun kunne få et nyt. Kvinden havde udleveret kortet til manden, hvorefter der var blevet hævet et større kontantbeløb på hendes konto, inden hun nåede at spærre kortet. 

Nogenlunde samtidig som ovenstående blev den 77-årige kvinde fra Brabrand ringet op af en mand, der oplyste han ringede fra banken, og at der var blevet hævet et større kontantbeløb på hendes konto, hvorfor hun skulle have skiftet sit dankort hurtigst muligt. Manden tilbød at sende en medarbejder ud til hendes bopæl og hente kortet, hvilket hun takkede ja til. Kort efter ankom en mand til kvindes bopæl, og hun udleverede sit dankort til ham i den tro, at han ville hjælpe hende med at få det spærret. Kvinden tog dog efterfølgende kontakt til sin søn, der fik hjulpet med at få spærret kortet, inden der nåede at blive hævet noget penge.

 Gode råd fra politiet

Østjyllands Politi har tidligere haft sager, hvor fremgangsmåden har været den samme som i ovenstående tilfælde. Politiet opfordrer derfor til, at man er ekstra opmærksom, hvis man bliver ringet op af nogen, der oplyser, at de ringer fra banken. 

Er man i tvivl om, hvorvidt der er banken, der ringer, så lav et kontrolopkald ved at bede vedkommende om at oplyse sit navn og evt. den afdeling, han er ansat i. Læg på og ring så selv op til din banks hovednummer og spørg efter vedkommende – på denne måde kan man få afklaret, om vedkommende vitterligt er ansat i banken. Derudover advarer politiet imod, at man udleverer sine kreditkort eller andre personlige oplysninger til fremmede. 

Svindlerne går ofte målrettet efter ældre personer, hvorfor politiet også opfordrer børn eller børnebørn til at tage en snak med deres ældre familiemedlemmer og advare dem om denne fremgangsmåde samt vejlede i, hvordan man kan undgå at blive snydt.


Kilde: Østjyllands Politi