BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Er du vores nye karavanefører? – den, der sammen med os kan sætte retningen og føre Perlen trygt og sikkert videre. Med afsæt i et sikkert børnesyn og alt det gode, vi allerede gør for at skabe trivsel, udvikling og læring for vores børn. Så hører vi gerne fra dig!
Om os
Perlen er en integreret daginstitution med to vuggestuegrupper og tre børnehavegrupper, som har hvert sit grupperum, som et fast og nært holdepunkt i dagligdagen. Et holdepunkt, som dagligt også brydes op i projekter og læringsaktiviteter på tværs af huset. De fleste af vores 84 børn kommer fra ressourcestærke familier med et godt fundament for at indgå i fællesskaber og danne positive relationer med hinanden. Vi har også nogle børn, som af og til kræver lidt ekstra opmærksomhed, og her er vores systematiske arbejde med handleplaner for alle vores børn et stærkt fagligt arbejdsredskab. Fælles for alle børn er, at de holder af hinanden, og vi holder af dem. Det gode fællesskab og samarbejde er også et kendetegn for personalegruppen i Perlen. Vi har kerneopgaven og børnene i centrum, men vi er også gode kollegaer, som er der for hinanden – med omsorg, humør og det professionelle mod til også at være nysgerrige på hinandens praksis. Vi kender hinandens kompetencer og sætter gerne hinanden i spil med det, vi er gode til – om det er krea, sansemotorik (som er et prioriteret indsatsområde i Perlen) eller bål på legepladsen. Vi har et tæt og konstruktivt samarbejde med vores forældre. De har høje forventninger til os og går aktivt ind i samarbejdet om Perlen. De seneste valg til forældrerådet har alle været kampvalg, og aktuelt er forældrerådet ved at søge fondsmidler til forbedringer af børnehavens legeplads, som står foran en renovering. Vores beliggenhed lige ved siden af Åby Park giver også gode muligheder for udeaktiviteter og leg – og sidst, men ikke mindst, skal nævnes, at vi har ’all-inclusive’ kostordning, som børnene nyder godt af hver dag.
Om jobbet
Som pædagogisk leder i DII Perlen har du ansvaret for den pædagogiske praksis i institutionen. Din primære opgave er at skabe rammer og forudsætninger for det pædagogiske arbejde med børnene gennem klare mål, organisering af arbejdet og faglig sparring og feedback til dine medarbejdere.
- Du skal stå i spidsen for en tydelig sammenhæng mellem de pædagogiske målsætninger og den daglige praksis med fagligheden og børnene i fokus. Vi vil bl.a. gerne arbejde videre med kodning af vores fysiske læringsmiljøer og fortsætte udviklingen af vores sansemotoriske indsats.
- Du skal lede dine medarbejdere gennem involverende processer, fælles læring og udvikling – og gennem individuel feedback og sparring. Vi vil bl.a. gerne tydeliggøre vores evalueringskultur og den løbende opfølgning på den styrkede læreplan.
- Du skal skabe struktur i hverdagen ud fra en velfungerende mødeplan og effektiv koordinering af opgaver med blik for husets samlede ressourcer og sikre stabil drift.
- Du skal samarbejde med forældre – i dagligdagen, i forældrerådet og gennem klar og tydelig information og kommunikation.
- Du har ansvar for vedligeholdelse, økonomi og drift af institutionen inden for den givne ramme, for eksempel når vi skal i gang med renoveringen af børnehavens legeplads.
Du bliver en del af Gl. Åby Dagtilbud med ti afdelinger, som er sammen om det tværgående udviklingsarbejde omkring den pædagogiske læreplan, stærkere læringsfællesskaber, det nye lovbestemte tilsyn med mere. Her følger vi op på resultater og ressourceanvendelse for hele dagtilbuddet, herunder hvordan vi bedst muligt sætter vores fælles faglige ressourcepersoner i spil (for eksempel pædagogisk vejleder, inklusionsvejleder). Vi er et ambitiøst lederteam, som har arbejdet målrettet med vores teamsamarbejde og er nået til et punkt, hvor vi kan sige, at vi løfter i flok.
Ligeledes bliver du en del af ’det store fællesskab’ i Børn og Unge, hvor vi arbejder inden for den fælles og forpligtende ramme om blandt andet bredere børnefællesskaber.
Om dig
Vi har brug for en leder, der sammen med os kan sætte retningen og føre Perlen trygt og sikkert videre, så vi håber, at du kan genkende dig selv i følgende:
- Du har en stærk pædagogisk faglighed, som du kan omsætte i ledelse og udvikling af den pædagogiske praksis – med afsæt i det gode, vi allerede gør
- Du er empatisk, anerkendende og tillidsskabende – møder andre i øjenhøjde
- Du er involverende og lyttende – en der samler, skaber konsensus og fællesskab
- Du er tydelig og kommunikerende – kan sætte og fastholde en fælles retning – også i modvind
- Du er struktureret, kan skabe systematik og overblik - i driften og i egne opgaver
Krav til stillingen
Du er pædagogisk uddannet og fagligt velfunderet med erfaring inden for 0-6 års området.
Du har ledelseserfaring. Alternativt har du længerevarende erfaring med ledelsesprocesser, der giver dig potentialet til at træde ind i lederrollen, fx som vejleder, fagligt fyrtårn, konsulent eller lignende.
Du har en lederuddannelse eller lyst til at gå i gang med en.
Du kender til eller kan nemt tilegne dig viden om digitale værktøjer og kan understøtte den digitale strategi, hvor medarbejderne skal arbejde med Aula, SharePoint, Chromebook og Outlook.
Derfor skal du vælge os
Du skal vælge os, fordi du får en engageret og samarbejdende personalegruppe, der virkelig vil børnene, hinanden og dig som vores nye leder. Fordi du får god hjælp til at komme i gang fra en dedikeret stedfortræder, som holder Perlen godt kørende indtil du kommer. Fordi du får gode lederkollegaer, et lederteam og en dagtilbudsleder, som kan give dig sparring på stort og småt. Vi ser frem til at modtage din ansøgning!
Læs mere om os
Læs mere om os: Perlen (aarhus.dk)
Dagtilbud: Det Vi Gør (aarhus.dk)
Bredere børnefællesskaber: Bredere børnefællesskaber (aarhus.dk)
Stærkere læringsfællesskaber: Stærkere Læringsfællesskaber (aarhus.dk)
Ledelse: Ledelse (aarhus.dk)
Hvis du vil vide mere
Vi vil gerne, at du besøger Perlen, inden du sender din ansøgning. Du kan aftale besøget med dagtilbudsleder Tina Haugstrup på telefon 2920 4136.
Løn og ansættelse
Der er tale om en fuldtidsstilling, hvor du er ansat uden højeste arbejdstid.
Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst og lokallønsaftale indgået med den forhandlingsberettigede faglige organisation. Årsløn er ca. 484.800 kr. ekskl. pension. Herudover er der jf. lokallønsaftalen kvalifikationstillæg for specifikke uddannelser.
Der indhentes børneattest samt straffeattest.
Vi håber, du kan starte den 1. juni 2024.
Ansøgning
Du sender os din ansøgning og bilag elektronisk senest den 7. april 2024. Den 8. april udvælger vi de kandidater, vi inviterer til samtale. Hvis vi gerne vil mødes med dig, bliver du ringet op den 8. april om aftenen. Første samtalerunde afholdes den 10. april kl. 15-19. Der medvirker en HR-konsulent i ansættelsesprocessen, og der vil blive brugt færdighedstest samt personlighedstest i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Test, testinterview og referencer vil foregå enten den 23. eller 24. april og aftales med HR-konsulenten. Anden samtalerunde afholdes den 25. april kl. 14.30-18.
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
I Aarhus Kommune sætter vi børnene i centrum. Vi vil give alle børn og unge de bedste betingelser for at lære, udvikle sig og trives. Det kræver stærke læringsfællesskaber og tværfagligt samarbejde mellem de voksne omkring barnet.
I Aarhus Kommune bliver du en del af en samarbejdskultur, hvor data, viden og erfaringer inddrages, så alle får mulighed for at lære sammen af hinanden og med hinanden på tværs af professioner, medarbejdere og ledelsesniveauer. Vi tror på, at børn og unge gør, hvad de kan. Børnene er ikke problemet, men de viser problemet. I Aarhus Kommune tager de voksne ansvar for læring, udvikling og trivsel for alle børn og unge.
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.
Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Aarhus Kommune, B. S. Ingemanns Vej 27, 8230 Åbyhøj
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 07-04-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6015675