BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Er du skarp til at holde overblik, organisere og planlægge? Så har vi lige nu stillingen som leder af planlægningselementet for vores sundheds- og sanitetsfaglige uddannelser. Det er en unik nyoprettet stilling, hvor du får et betydeligt ansvar med stor handlefrihed og en høj grad af indflydelse på hele Centerets produktion og fremtid.
Om os
Center for Sundheds- og Sanitetsuddannelse er en del af Forsvarets Sanitetskommando (FSK) og gennemfører sundheds- og sanitetsuddannelser i Forsvaret. Vi er placeret i Aabyhøj ved Aarhus.
Centeret er både et fagspecifikt kompetencecenter, en sanitetsskole, en reserveofficersskole og en sundhedsfaglig uddannelsesinstitution. Vi befinder os i krydsfeltet mellem hospitaler i den civile sektor samt national og international militærmedicin.
Centeret bidrager til, at uddannelserne er opdaterede i forhold til de seneste erfaringer og honorerer de aktuelle operative krav.
Vi er et team på 21 fastansatte medarbejdere, som er en blanding af militært og sundhedsfagligt personale og har derfor forskellige sundheds- og sanitetsfaglige erfaringer og uddannelser.
Om stillingen
Du får en spændende nyoprettet stilling i et dynamisk miljø, med en uformel omgangstone, stort engagement, høj faglighed og meget motiverede kolleger. En stilling hvor du selv vil have stor indflydelse på indholdet afhængigt af dine kompetencer.
Du indgår i et tæt tværfagligt samarbejde med både de fastansatte ved centret, FSK stab samt elever.
Du vil blive ansvarlige for uddannelsesplanlægning, styring af kvalitetsledelsesaktiviteter med dertil hørende opgaver inden for ledelse, styring og kontrol af centerets opgaveportefølje. Sideløbende med din planlægningsrolle er du også kvalitetsmanager, der i dagligdagen varter og driver kvalitetsledelsessystemet i samarbejde med Kvalitetschefen.
En del af den daglige funktion som leder af Planlægningsafdelingen er at støtte uddannelseschefen i det daglige virke, herunder opgaver der falder ind under uddannelsessektionens og centerets drift.
Din dagligdag vil bestå af store dele planlægning af personelressourcen såvel som drift inden for kvalitetsledelse. Ydermere vil du i samarbejde med de kursusansvarlige koordinere kursusaktiviteter.
Som en del af stillingen ligger der også projektorienteret arbejde, der tager afsæt i centerets udvikling, herunder implementering af kvalitetsledelse, udarbejdelse af styringsdokumenter og processer til brug for centerets daglige drift.
Der er stor frihed til at balancere arbejdsliv og privatliv. Du må dog forvente perioder med høj intensitet og lange arbejdsdage, når vi underviser eller planlægger uddannelsesforløb. Der må desuden forventes enkelte rejsedage.
Vi vægter kompetenceudvikling højt. Der vil være god mulighed for at dygtiggøre dig personligt og fagligt både i og uden for Forsvaret.
Om dig
Stillingen ønskes besat af en dygtig seniorsergent - eller dygtig og rutineret oversergent der er vurderet egnet til udnævnelse - med erfaring inden for projektledelse og planlægning.
Erfaring med uddannelsesvirke og -planlægning er en fordel.
Som person er du fagligt dygtig. Du er vant til at planlægge, tilrettelægge, styre og følge op, herunder argumentere sagligt for dine synspunkter og viden med henblik på at nå dine mål. Du kan arbejde selvstændigt, men er også en holdspiller, der kan samarbejde med mennesker med forskellig baggrund fra det civile og/eller fra militæret. Du er serviceminded og indforstået med, at tingene nogle gange går hurtigt og skal løses med kort varsel.
Du kan håndtere, at der ofte er mange parallelle opgaver, som kræver din opmærksomhed.
Du kan bevare overblikket i en travl og kompleks hverdag, og evner samtidig at motivere dine kollegaer, da det har stor betydning for, at vores medarbejdere trives.
Du har en positiv tilgang til dagligdagen og kommunikerer godt både skriftligt og mundtligt. Du er idérig, initiativrig, empatisk og socialt kompetent, og du besidder gode samarbejdsevner.
Du trives med en hverdag og en arbejdsplads, hvor der er fokus på kompetencer og kvalifikationer frem for rang, chef- eller ledelsesroller og, hvor en stor del af din daglige koordination foregår på kryds og tværs af hele centerets produktion og sammen med de øvrige kollegaer.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en seniorsergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
Stillingen kan besættes af en oversergent med et godt udviklingspotentiale og som vurderes klar til udnævnelse eller klar til udnævnelse indenfor en kortere årrække. I så fald vil der blive taget stilling til udnævnelse i forbindelse med ansættelsen eller der vil blive udarbejdet en udviklingskontrakt der er målrettet gennemgang af den nødvendige kompetenceudvikling og/eller uddannelse, med henblik på senere udnævnelse.
Aflønning sker i henhold til stillingens lønniveau.
Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.
Dit faste tjenestested vil være Aarhus.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Orlogskaptajn Henrik Willaume-Jantzen ved Center for Sundheds- og Sanitetsuddannelse på telefon 72818313/40594730 eller på FSK-CS-NKCSS@MIL.DK.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent seniorsergent René Lund ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 91 68 eller på mail FPS-RJL@MIL.DK.
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfrist er 14. marts 2024 og samtaler forventes afholdt løbende.
Stillingen ønskes besat 1. april 2024 eller efter aftale.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM FORSVARETS SANITETSKOMMANDO
Forsvarets Sanitetskommando sikrer vi soldatens helbred. Vi er fagligt ansvarlige for - og varetager sundhedstjenesten i Forsvaret. Vi udvikler og rådgiver om militærmedicinske forhold, om militær fysisk træning og står for driften af infirmerierne og skolerne Center for Militær Fysisk Træning og Center for Sanitets- og Sundhedsuddannelse. Desuden er vi ansvarlige for rekruttering og uddannelse af Forsvarets sundhedsfaglige personel, som tager hånd om danske soldater i nationale og internationale operationer.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Forsvarets Sundhedstjeneste, Center for Sundheds- og Sanitetuddannelse (CSS), Sylbækvej , 8230 Åbyhøj
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 14-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6004201