BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Er du en erfaren digital kommunikatør? Elsker du at nørde med hjemmesider og sociale medier? Og har du samtidig din grafiske værktøjskasse i orden? Så er du måske vores nye kollega til en nyoprettet 3-årig fuldtidsstilling som webansvarlig og digital redaktør i Steno Diabetes Center Aarhus pr. 1. august 2023.
Om stillingen
Steno Diabetes Center Aarhus er en organisation under Region Midtjylland, hvorfor vores hjemmeside og visuelle identitet er bundet op på regionens webskabeloner, designguide og retningslinjer. Lige nu er Region Midtjylland i gang med en stor omlægning og kvalitetsløft af alle regionens hjemmesider og den dertilhørende weborganisering. Lige om lidt kommer turen til vores hjemmeside. Og her kommer du ind i billedet.
Som webansvarlig og digital redaktør vil du arbejde på et strategisk, udviklende og ikke mindst praktisk og udførende niveau. Dit primære ansvarsområde bliver at varetage den daglige drift og udvikling af vores hjemmeside(r), intranet, sociale medier og nyhedsbreve.
Du bliver en del af et lille kommunikationsteam, som i dag består af to medarbejdere og en studentermedhjælper. Sammen varetager vi en bred vifte af intern og ekstern kommunikation til medarbejdere, patienter, fagfolk, politikere og samarbejdspartnere – herunder kommunikationsrådgivning, strategisk kommunikation, pressearbejde, udvikling og drift af hjemmesider, sociale medier, nyhedsbreve etc., produktion af indhold (tekst, video, foto etc.) samt grafisk opsætning/layout.
Dine opgaver
Eksempler på ansvarsområder og opgaver:
- Du bliver den drivende kraft (sammen med en kollega og Region Midtjyllands webteam) i omlægningen af vores nuværende hjemmeside, www.stenoaarhus.dk, til regionens nye webdesign og webstruktur
- Du bliver webredaktør for vores hjemmeside, intranet og øvrige tilstedeværelse på Region Midtjyllands hjemmesider
- Du bliver redaktør for vores nyhedsbreve og sociale medier (primært LinkedIn og Twitter samt Facebook - sidstnævnte i samarbejde med vores klinik) og sikrer løbende en optimeret anvendelse af kanalerne via indblik i data og statstik
- Du hjælper med opsætning/layout af grafisk materiale til både digital og fysisk brug
- Du biddrager til kommunikationsteamets øvrige opgaver i form af rådgivning, planlægning og udførsel af kommunikationsindsatser i forskellige projekter.
Vores forventninger til dig:
- Du har solid kommunikationsmæssig erfaring (gerne inden for sundhedsområdet) og tænker "digital first"
- Du arbejder hjemmevant i CMS-systemer (vi bruger Episerver) og har erfaring med, flair for og lyst til at arbejde med optimering, styring og drift af hjemmesider
- Du har erfaring med at skrive og redigere artikler og nyheder til web, nyhedsbreve og lignende
- Du har erfaring med at arbejde strategisk og datadrevet med sociale medier
- Du har erfaring med grafisk opsætning i programmer som InDesign og Canva
- Erfaring med brugerrejsemetoden i forbindelse med opbygning af hjemmesider er et plus men ikke et krav
- Du besidder gode samarbejdsevner og tager positivt imod nye opgaver og udfordringer
- Din uddannelse er måske inden for kommunikation eller journalistik, men kan også være andet
- Du er ansvarsfuld, ordentlig og – nok vigtigst af alt - en god og rar kollega.
Det kan vi tilbyde dig
Som kollega i Steno Diabetes Center Aarhus bliver du en del af organisation med plads til udvikling, nysgerrighed og nye ideer. Ja, det er faktisk netop dét, vi er sat i verden for. Du møder et alsidigt, dynamisk og tværfagligt arbejdsmiljø, hvor du får lige knap 200 kolleger med vidt forskellige fagligheder; sygeplejersker, diætister, læger, forskere, antropologer, psykologer, projektledere – for bare at nævne nogle få. Fælles for os alle er, at vi arbejder for et godt liv for mennesker med eller i risiko for diabetes.
Derfor tør godt love dig, at du får:
- et spændende job med mening i en stadig ung organisation under udvikling
- en dynamisk hverdag, hvor du selv er med til at definere og udvikle dine opgaver
- mulighed for faglig og personlig udvikling, da du får uddelegeret et stort ansvar
- et bredt arbejdsfællesskab med engagerede og dygtige kolleger
- et socialt fællesskab med eksempelvis sommerfest, DHL-løb og julefrokost og alt det indimellem.
Organisatorisk bliver du en del af vores stab. Her får du 21 tætte og gode kolleger med tværfaglige kompetencer inden for kommunikation, datamanagement, økonomistyring, program- og projektledelse, brugerinvolvering, innovation og sekretariatsbetjening. Vi bidrager til, at Steno Diabetes Center Aarhus er en sammenhængende organisation med en fælles retning - og vi kalder det organisatorisk kærlighed, når vi understøtter vores direktør, vores ledelsesteam og resten af organisationen i at nå vores fælles mål.
Som medarbejder i staben vil vi gerne, at du føler dig som en del af et stærkt team, hvor arbejdsglæde og stolthed er fundamentalt for vores arbejde, hvor vi sparrer og samarbejder, og hvor der er god plads til latter og en uhøjtidelig omgangstone.
Løn og ansættelsesvilkår
- Du skal kunne tiltræde pr. 1. august 2023 (nærmere aftale med opstart jf. sommerferie)
- Ansættelsen er 3-årig
- Ansættelsen sker ved Region Midtjylland med tjeneste ved Aarhus Universitetshospital
- Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.
Kontakt
- Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte stabschef Helle Hygum Olsen på 4217 7992.
- Du kan også snakke med en potentiel kommende kollega ved at kontakte kommunikationsrådgiver Marie Mikkelsen på 2370 6911.
Ansøgning
- Stillingen søges ved at klikke på ”Send ansøgning” nederst i stillingsopslaget. Vedhæft CV og relevante bilag
- Ansøgningsfristen er d. 19. juni 2023. Der afholdes samtaler tirsdag d. 27. juni 2023.
Om Steno Diabetes Center Aarhus
I Steno Diabetes Center Aarhus tror vi på, at alle mennesker med diabetes kan få et godt liv. Et liv fyldt med glæde, tryghed og muligheder for at træffe egne frie valg.
Steno Diabetes Center Aarhus er Region Midtjyllands udviklingscenter på diabetesområdet med indsatser inden for behandling, forskning, uddannelse og tværsektorielt samarbejde.
Vi er etableret den 1. januar 2018 i et samarbejde mellem Region Midtjylland og Novo Nordisk Fonden med det formål at bidrage til mere sammenhæng, samarbejde og højere kvalitet i diabetesindsatsen i hele regionen.
Vi er en prøvestation for nye ideer, teknologier og samarbejdsformer. Og hvis de virker; en stærk drivkraft for at få dem ud at virke dér, hvor behovet er størst. På hospitalet, i kommunens sundhedstilbud, hos den praktiserende læge eller hjemme hos borgerne.
Vi samarbejder med brugere og alle relevante parter på hospitaler, i kommuner, i almen praksis og i forskningsmiljøer for at sikre størst mulig gavn for flest mulige mennesker med eller i risiko for diabetes.
Vi er fysisk placeret i den nye Forum-bygning på Aarhus Universitetshospital.
Læs mere på stenoaarhus.dk, følg med på LinkedIn, Twitter og følg vores klinik på Facebook.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Region Midtjylland, Palle Juul-Jensens Boulevard, 11, 8200 Aarhus N
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 19-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://midtjob.dk/ad/webansvarlig-og-digital-redaktor-med-staerke-kommunikative-og-grafiske-kompetencer/l1xvf7/da
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5845737